Fællesarbejder i andelsboligforeninger

Generel vejledning til andelsboligforeninger

Nedenstående vejledning er en generel vejledning. Der kan i nogle foreninger være forhold, som ikke fremgår af nedenstående.

I en andelsboligforening betales via budgettet til vedligeholdelse af fællesarealerne – ude og inde. Derfor kan det give god mening i mange foreninger, at der afholdes fælles arbejdsdage, hvor der udføres mindre, simple vedligeholdelsesopgaver, rengøring og oprydning m.v.

Hvis ikke det er aftalt i foreningens vedtægter, at medlemmerne har en forpligtelse til at deltage i de fælles arbejder, så vil deltagelse som udgangspunkt være frivilligt, og der kan ikke opkræves kompensationsbeløb fra manglende fremmøde eller deltagelse.

Hverken foreningens bestyrelse eller generalforsamlingen kan træffe afgørelse om, at der betales kompensationsbeløb for manglende deltagelse, selv hvis beslutningen træffes med 2/3 flertal.

Alle medlemmer har dog, må det formodes, en interesse i, at vedligeholdelses- og driftsomkostninger holdes så lave som muligt og føler derfor en moralsk forpligtelse til at deltage efter evne i de fælles arbejder. De fælles arbejdsdage byder typisk også på hyggeligt samvær samt en form for forplejning, som betales af foreningen. Foreningsmedlemmer, der f.eks. som følge af alder, handicap, graviditet eller lignende ikke har mulighed for at deltage i fysiske aktiviteter, kan typisk hjælpe med planlægningsarbejde eller forplejning i stedet.

Det kan ikke anbefales, at der ydes betaling for deltagelsen fællesarbejderne, idet det vil medføre administrative byrder og omkostninger, fordi betalingerne vil skulle behandles skattemæssigt korrekt overfor hvert enkelt medlem, som modtager betaling. Det er ikke muligt skattefrit at udbetale løn for deltagelse i fællesarbejderne.

Bemærk endvidere, at det anbefales, at foreningen tegner forsikring for medlemmerne mod arbejdsskader osv., som kan opstå i forbindelse med fællesarbejderne. Der vil typisk være tale om en meget lille stigning i forsikringsudgiften som følge heraf.

Såfremt en forening imod sædvane ønske at udarbejde særlige regler for de fælles arbejder i vedtægterne, bør formuleringen henvise til, at generalforsamlingen kan træffe beslutning om udførelse af fællesarbejder med samtidig fastsættelse af et beløb, som betales til foreningen af medlemmer, der ikke deltager i arbejdet. Beløbet fastsættes, så det modsvarer den besparelse, der opnås ved at arbejdet udføres af medlemmerne, og der bør fastsættes et maksimum for omfanget. Det kan blive nødvendigt at dokumentere besparelserne overfor andelshavere, der ønsker dette.

Ønskes sådanne særlige regler, anbefales det at søge rådgivning ved administrator eller ved advokat.